FORÆLDRESAMARBEJDE |
| Haugårdhus - Det Socialpædagogiske Opholdssted |
På Haugårdhus starter forældresamarbejdet den dag, forældrene kommer for at godkende opholdsstedet. Her informeres forældrene om vores holdninger til, samt omfanget af, forældresamarbejdet. Blandt andet informeres om de arrangementer vi holder, forældreweekender, hjemmebesøg og forældresamtaler. Der lægges hurtigst muligt en plan for, hvordan det videre samarbejde skal fungere. Holdningen på Haugårdhus er, at respekt og anerkendelse er de vigtigste kodeord i forhold til forældresamarbejde. Vi har forældrenes børn i vores varetægt. Forældrene er børnenes vigtigste relationer, og derfor er målet med forældresamarbejdet først og fremmest at støtte, vedligeholde og opbygge relationerne mellem forældrene og barnet. Forældrene skal føle sig hørt, forstået og taget alvorligt. Vi mener, at et godt forældresamarbejde giver os mulighed for at arbejde med barnets forskellige problematikker på en meningsfuld måde. For at nå det gode forældresamarbejde er det vigtigt, at forældrene føler sig velkomne på Haugårdhus, og at kontaktpædagogen har en god kontakt til familien.
Vi kontakter forældrene og oplyser om lægebesøg, tandlægebesøg, frisør m.m. og inviterer forældrene med i det omfang, de har mulighed for det. Vi oplyser forældrene om skole, fritid, hverdagsepisoder og om det arbejde, vi laver med deres børn - det kan også være konflikter, situationer fra hverdagen og udviklingsplanen, hvor vi indvier forældrene i nogle af vores ”pædagogiske hemmeligheder”. Vi kontakter forældrene for at få råd og vejledning. Det kan være i forhold til, hvordan vi griber bestemte konflikter an eller hvilken gave, vi skal købe til barnet.
Vi afholder forældresamtaler for at styrke forholdet mellem barn og forældre og lette deres weekender sammen. Vi laver forældrearrangementer for at have gode fællesoplevelser og lære hinanden bedre at kende. Vi tager på hjemmebesøg, fordi hjemmet er en del af barnet og forældrenes verden.
Side 1 - Side 2 |