RESULTATER-OG-EFFEKTER
Forside
Udskriv
Gå til oversigten
Haugårdhus
 

AKTIVITETER og Sundhedspolitik

Haugårdhus - Det Socialpædagogigske Opholdssted

Sundhedspolitik på Haugårdhus

På Haugårdhus ser vi sundhed som en kombination af 3 forskellige former for velvære.

 

  1. Fysisk velvære
  2. Psykisk velvære
  3. Socialt velvære

 

Indsatsen for det enkelte barn/ung

Hver kontaktpædagog har ansvaret for, at der bliver talt med deres kontaktbarn/ung om barnets/den unges sundhedstilstand og lave individuelle aftaler med barnet/den unge om, hvordan sundhedstilstanden bliver så optimal som muligt – ex personlig hygiejne, kost og motion. Dette sker på ungesamtalerne.

 

Seneste revision af sundhedspolitikken skete d. 06.10.11.

 

Haugårdhus´ sundhedspolitik er delt op i følgende områder:

 

Kost:

I hverdagen serverer vi en varieret og sund kost. På Halesøvej 8 og på Haugårdvej 9 tager vi udgangspunkt i ernæringsrådets 8 bud. Én bestemt medarbejder er madansvarlig i hvert hus og laver en madplan minimum en uge frem ad gangen og sørger for indkøb. Den vagthavende medarbejder anretter morgenmad og sikrer, at der er et sundt og alsidigt udvalg.

 

For at give børnene/de unge et bredt og varieret kendskab til forskellige råvarer, sund og alsidig kost, planlægger den madansvarlige menuen de fire første hverdage i ugen, hvor der ofte vil være en opskrift, der skal følges.  Børnene/de unge har mulighed for at få indflydelse på menuen fredag, lørdag og søndag.

 

Børnene/de unge har hver deres maddag, enten to og to sammen eller hver for sig, hvor de sammen med en pædagog står for madlavning og oprydning i køkkenet. Der står ofte frisk frugt, gulerødder, nødder etc. fremme, som børnene/de unge kan spise af. En del af kostpolitikken er, at børnene/de unge får tilbudt 6 måltider igennem dagen. Morgenmad, middagsmad, aftensmad samt 3 mellemmåltider. Er man under uddannelse eller på fritidsjob, har man madpakke og frugt med.

 

På hverdage, har vi faste spisetider ca. kl. 18:00, hvor vi tilstræber, at alle unge samles til aftensmaden, sammen med de voksne.

 

Der er udarbejdet en kostpolitik på Haugårdhus, den ligger i en mappe i stuen på alle afdelinger tilgængelig for både børn/unge og forældre.

 

Motion:

Der arbejdes målrettet på at finde det enkelte barns/ungs fysiske ressourcer, således barnet/den unge i samarbejde med kontaktpædagogen og afdelingslederen kan finde den rette aktivitet / hobby / sport, der passer. På denne måde kan barnet/den unge udvikle dels fysisk, psykisk og socialt velvære.

 

Endvidere er en del af vores sundhedspolitik, at de unge så vidt muligt skal fragte sig selv til og fra skole eller anden uddannelse. De unge enten går, cykler eller transporterer sig på knallert og/ eller bus. 

 

Hygiejne:

Alle opfordres til at børste tænder min. 2 gange dagligt, endvidere tilbydes børnene/de unge, egenkontrol af tandbørstning, ved hjælp af en ”rød pille”, så det bliver synligt for barnet/den unge, hvor forbedring kan gøres. Børnene/de unge tilbydes også hjælp, til selve tandbørstningen af en voksen.

 

Vores hygiejnepolitik kræver at børnene/de unge skal gå i bad min en gang dagligt. Som udgangspunkt er Haugårdhus ansvarlig for indkøb af hygiejneartikler.

 

Værelsesrengøring foregår en gang om ugen, og afhængig af alder og modenhed, er der mulighed for at få hjælp og støtte til oprydning og rengøring af en voksen. Børnene/de unge får først udbetalt deres lommepenge, når værelsesrengøringen er godkendt. Endvidere er der fælles rengøring en gang i ugen, hvor børnene/de unge har hver deres ansvarsområde, hvor de med hjælp fra en pædagog, lærer hvor og hvordan man gør rent i de forskellige rum. På Gl. Århusvej udbetales der ikke lommepenge efter endt værelsesrengøring, men en voksen tjekker de unges værelser.

 

På hver afdeling er der en voksen, der er ansvarlig for den mere grundige rengøring – og i hverdagen bliver rengøringen af hårde hvidevarer m.m. varetaget af de voksne, der er i vagt.

 

Måden hvorpå vi håndterer madvarer, er vi meget bevidste om, da der er mange mennesker, der er i berøring med maden. Derfor går vi meget op i, at kød og grønt bliver adskilt for ikke at sprede bakterier til andre råvarer. Når børnene/de unge har maddag, sørger pædagogen for at tale med børnene/de unge om disciplin i køkkenet.

 

Alkohol:

Institutionslederen og afdelingslederen kan give tilladelse til, at de unge (min. 16 år) nyder alkohol i moderate mængder ved festlige lejligheder uden for Haugårdhus. Ved enkelte lejligheder kan institutionslederen eller afdelingslederen tilbyde unge over 16 år en enkelt genstand for eksempel i forbindelse med juleaften.

 

På Gl. Århusvej må de unge ikke nyde alkohol i hverdagene. I weekender bestemmer de unge selv over deres alkoholforbrug.

 

Rusmidler:

Alle former for rusmidler udover alkohol er strengt forbudt på hele Haugårdhus.

 

Rygning:

På Haugårdhus er det tilladt for de unge at ryge. Hvis et barn/ung begynder at ryge, efter det er flyttet ind på Haugårdhus, orienteres forældrene om dette. Endvidere skal forældrene underskrive en aftale, om at de voksne må købe cigaretter til barnet/den unge, hvis denne er under 18 år. Al rygning foregår udendørs, for både børnene, de unge og personalet. 

 

På Gl. Århusvej må de unge ryge på egne værelser.

 

Mobning:

På Haugårdhus er vi opmærksomme på mobning, og vi accepterer det ikke. Vi tager det meget alvorligt, når det sker og indkalder de implicerede parter til samtaler. Vi tænker, det er vigtigt at lære børnene at respektere hinanden, på trods af de mange forskelligheder, de har med i bagagen.

 

Seksualitet:

På Haugårdhus har vi en politik, der hedder at drenge og piger ikke må være alene med hinanden på værelset bag lukket døren. Dette gælder ikke for de unge på Gl. Århusvej.

 

Kontaktpædagogen tager samtaler med barnet/den unge om prævention, kønssygdomme. Endvidere sørger vi for, at de unge har relevant prævention. Dele af personalegruppen har været på kursus i seksualitet og grænser. Vedr. seksuelle overgreb, henvises til beredskabsplanen for seksuelle overgreb.

 

Vores Sundhedspolitik revideres årligt, hvor det er et punkt på dagsordenen til personalemøde. Revurderingen af sundhedspolitikken vil kunne læses i referatet fra dette personalemøde.

 

Dokumentation:

Vi kan dokumentere vores praksis via vores hjemmeside, udviklingsplaner, referater fra ungesamtaler og referater fra personalemøder. Sundhedspolitikken revideres igen d. 28. september 2012.

 

Medicinhåndtering

På Haugårdhus kan udleveres:

 

- Håndkøbsmedicin

- Lægeordineret medicin efter aftale med læge og forældre.

 

Der er på hver afdeling én medicinansvarlig, og det er den medicinansvarlige, der står for dosering af pilleæsker og optælling af medicin. Det er den enkelte medarbejder, der er ansvarlige for, at medicinen udleveres korrekt. Den medicinansvarlige har relevant kursus.

 

Medicinen opbevares i aflåst skab på pædagogernes kontor sammen med medicinskemaerne for indlevering og udlevering af medicin. (Se bilag 3).   

 

Når en medarbejder køber håndkøbsmedicin til Haugårdhus, skal det registreres på et medicinskema, hvornår medicinen er afleveret i medicinskabet, og hvor meget medicin det drejer sig om samt dato på pakning.

 

Ved lægeordineret medicin, er det kontaktpædagogen eller den medicinansvarlige, som er ansvarlig for at udfylde et medicinskema, som dokumenterer modtagelse af medicinen.

 

Ved udlevering af håndkøbsmedicin eller lægeordineret medicin, skal der på et medicinskema, noteres det antal piller som udleveres, dato og tidspunkt, barnets/den unges navn, barnets/den unges og pædagogens underskrifter, samt årsag. Der kan dog være særlig tilfælde, hvor barnet/den unge får udleveret medicin for eksempel astma medicin, som de selv opbevarer på værelset, dog altid efter samråd med lægen

 

Én gang om måneden gennemfører den medicinansvarlige egenkontrol ift. den medicin, som vi opbevarer i medicinskabet. I den forbindelse gør den medicinansvarlige, medicinskabet rent og udbedrer eventuelle skader og mangler. Sidste egenkontrol fandt sted d. 7/12 – 2011.

 

Ved medicinudlevering skal der benyttes engangshandsker, hvis medarbejderen skal i berøring med medicinen. Den medicinansvarlige skal sørge for, at der altid er engangshandsker til rådighed.

 

Ved fejlmedicinering eller uheld kontaktes barnets egen læge straks og beredskabsplanen (jf. akkrediteringskriterie 12 – ved ulykker) for uheld træder efterfølgende i kraft.

 

Affald og gammel medicin afleveres på apoteket af den medicinansvarlige.

 

Proceduren for medicinhåndtering ligger i en mappe på pædagogernes kontor på alle afdelinger. På den forreste side er proceduren beskrevet. Det er den medicinansvarlige, der står for at opdatere proceduren.

 

Seneste revision af medicinhåndtering skete d. 06.10.11. Proceduren for medicinhåndtering revideres igen d. 28. september 2012.

 

Ved uheld:

En førstehjælpskasse med standardindhold forefindes på personalekontoret, hvor der også forefindes øjnskyl. I køkkenet er ophængt brandslukker og brandtæppe.

 

Arbejdsmiljørepræsentanten (AMR) er ansvarlig for opfyldning af førstehjælpskassen.

 

 

HAUGÅRDHUS

Haugårdvej 9

9632 Møldrup

Telefon: 86 69 27 31

administration@haugaardhus.dk